Astronomisk Observatorium driver et 1.54-m og et 50-cm teleskop på European Southern Observatory, ESO, La Silla, i Chile, et meridiankreds teleskop på La Palma samt tre teleskoper i Brorfelde. Alle teleskoperne har fungeret særdeles tilfredsstillende gennem hele 1994. 50-cm teleskopet har i hele perioden været udnyttet til Strömgren firfarve og H-beta fotometri enten i en observatørstyret eller i en fuldautomatisk observationsform. Observationsresultaterne hjemtages nu over datanettet, Internet, umiddelbart efter nattens observationer. Herved sikres en øjeblikkelig datareduktion, som muliggør en interaktiv drift af teleskopet.
1.54-m teleskopet: "DFOSC " instrumentet (Danish Faint Object Spectrograph and Camera), har gennemgået en afleveringsprøve, hvorefefter ESO udbyder instrumentet til rutinemæssig brug og påtager sig den almene vedligeholdelse af instrumentet.
Der er i 1994 konstrueret og bygget en ny Filter- And Shutter Unit, der muliggør bekvem udskiftning af filtre foran DFOSC instrumentet. Der er desuden opbygget et køleanlæg for 1.5-m teleskopets hovedspejl, der skal fjerne termisk mikroturbulens i luften over spejlet. Herved forventes teleskopet at kunne producere endnu skarpere billedder, som samtidigt medfører, at endnu svagere astronomiske objekter vil kunne observeres. Der er bygget en "sky baffle", der effektivt fjerner uvedkommende spredt lys ved observationerne. Endelig er der udviklet og opbygget en ny type kryostat til køling af en ny, højfølsom tynd CCD med 2048x2048 billedelementer til brug på DFOSC instrumentet.
1.54-m teleskopet har i 1994 hovedsageligt været anvendt med et CCD kamera til direkte optagelser i udvalgte spektralområder samt med DFOSC spektrografen og CORAVEL radialhastigheds måleapparatet.
De fotoelektriske 25-cm og 40-cm teleskoper og Schmidt teleskopet i Brorfelde har alle været velfungerende og er udnyttet i 1994. Schmidt teleskopet, som er udstyret med en 1024x1024 CCD fra NASA, har i det forløbne år givet et stort forskningsmæssigt udbytte i adskillige parallelt løbende forskningsprojekter, og har desuden været udnyttet til prøveobservationer med et såkaldt adaptiv-optik kamera, der udvikles til brug på det Nordiske 2.5-m teleskop, NOT på La Palma. Endelig er der gennemført en lang række studenterprojekter (Fys1, 2den del Astr., Ph.D. projekt).
Den Automatiske Carlsberg Meridiankreds har været i regelmæssig drift igennem hele 1994. Der er udført observationer i ca. 2800 timer fordelt på 295 nætter. Af de resterende 70 nætter er 52 mistet grundet dårligt vejr, medens kun 18 er mistet grundet teknisk vedligeholdelse, instrumentelle problemer samt andre årsager. I december måtte endnu en reserve computer tages i brug efter et nedbrud af instrument control computeren.
Også i 1994 er der sket en stærkt forøget vækst ved observatoriet i forskningen vedrørende Universets struktur og udvikling samt fænomener i fjerne galaksehobe og i enkeltgalakser.
I Universets allertidligste fase - inflationsfasen - opstår såkaldte kvantefluktuationer. Det er disse variationer, som siden viser sig som små variationer i stoftætheden, hvorpå galaksehobe og galakser dannes som følge af den gravitationelle tiltræning og som giver de små variationer i den næsten homogene kosmiske baggrundsstråling. Galaksehobe og enkelte galakser indeholder i almindelighed langt mere masse end den masse, der er knyttet til det ordinære baryoniske stof, som vi kender det fra vore umiddelbare omgivelser. Den fysiske natur af hovedparten af stoffet i Universet er således ukendt. En af mulighederne er, at de tidlige kvantefluktuationer førte til dannelse af 'oprindelige' sorte huller. Hvis dette har været tilfædet er det muligt at fastlægge forholdene i denne meget tidlige fase og bestemme massefordelingen af de sorte huller. Begge dele er blevet gjort i 1994.
En række processer har ændret spektret af de oprindelige variationer bl. a. dannelse af oscillationer før overgangen fra ioniseret til neutralt stof. Sporene af oscillationerne findes i vore dages fordeling af galaksehobene og især i de små variationer i den kosmiske baggrundsstråling. Igennem året er der blevet udviklet specille statistiske filtreringsmetoder med henblik på at fastlægge ionisationsforløbet af Universet, herunder om Universet er blevet re-ioniseret af de meget energirige kvasarer.
Universet er ikke statisk, men det udvider sig, idet spektrallinierne rødforskydes proportionalt med afstanden til galaksen. Her betragtes rødforskydningen som en Dopplereffekt, der forårsages af en flugthastighed bort fra os. Der er ingen overbevisende grunde til at tvivle på rigtigheden af denne interpretation af de målte rødforskydninger. Det er imidlertid uhyre svært at eftervise at Universet faktisk udvider sig. Ifølge teorien skal lysstyrken af en lysende flade aftage kraftigere med rødforskydningen i et ekspanderende Univers end i et statisk Univers. Værktøjet til gennemførelse af testen er "Fundamental Planen", en sammenhæng mellem en elliptisk galakses overfladelysstyrke samt andre egenskaber ved den elliptiske galakse. Relationen muliggør, at man kan henføre de målte overfladelysstyrker til ens betingelser. For at gennemføre testen observeres ca. 30 galaksehobe ud til en rødforskydning, der er stor nok til, at forskellen i overfladelysstyrke mellem det ekspanderende Univers og det statiske Univers er kendelig. De første observationer - af 3 nære galaksehobe - er netop blevet foretaget med det danske 1.5 meter teleskop på ESO, La Silla.
Tilfældige intensitetsforøgelser i galaksernes lysfordelinger kan i visse tilfælde måske stamme fra kugleformede stjernehobe. Arbejdet med identifikation af kuglehobe er fortsat.
Detaljerede studier af enkelte galaksehobe, som specielt indeholder store mængder af 10 - 100 millioner grader varm gas, er blevet fortsat. Den varme gas udsender røntgenstråling og afkøles derved langsomt. I nogle galaksehobe er køletiden mindre end hobenes alder og der 'udfældes' koldt stof med op til over 500 solmasser om året på den centrale dominerende galakse. Radiogalaksen Hydra A er et sådant eksempel. Problemet er, hvad der bliver af den udkølede gas: Massen af koldere gasfaser er utilstrækkelig, og normal stjernedannelse ligeså, da forekomsten af unge, tunge stjerner generelt er ringe. Man har derfor antaget, at størstedelen af massen danner lette stjerner, men da disse er meget vanskelige at påvise, er hypotesen svær at efterprøve. Vi finder, at den betydelige infrarøde stråling fra Hydra A skyldes interstellare støvkorn, der opvarmes og nedbrydes i røntgengassen, og har opstillet en model for, hvorledes støv kan dannes i forbindelse med stjernedannelse i den udkølende røntgengas. Modellen giver dels en forklaring på den overraskende forekomst af støv, og dels en indirekte påvisning af stjernedannelse i den kølende røntgengas. Observationerne er udført med det danske 1.5m teleskop samt ESO teleskoper på La Silla observatoriet. Omfattende observationsprogrammer er i årets løb planlagt til udførelse på den europæiske ISO satellit, der forventes opsendt 1995.
Som nævnt spiller kvasarerne formodentlig en betydelig rolle for Universets udvikling. Kvasarerne er ikke en homogen gruppe og der har været lagt et stort arbejde i at klassificere dem og korrellere de forskellige typers egenskaber med hinanden. Ved observatoriet gennemføres et projekt, der søger at fastslå forskelle og ligheder mellem spektrale egenskaber i radio-kraftige og radio-svage kvasarer. For at undgå afhængighed af udvikling og lysstyrke i emissionslinie egenskaberne, som har plaget tidligere studier, er der foretaget en grundig udvælgelse af de radio-svage kvasarer, så disse har lignende rødforskydninger og luminositeter som de radio-kraftige kvasarer, for hvilke både optiske og radio data er tilrådighed. De første 20 af de ialt 70 objekter er færdig observerede under benyttelse af det danske 1.5m teleskop og ESO teleskoper samt det amerikanske multi-mirror teleskop.
Den fotometriske monitering af udvalgte gravitationelt linsede kvasarer med Brorfelde Schmidt teleskopet samt det Nordisk Optiske Teleskop er blevet fortsat i et forsøg på at verificere den tidligere målte tidsforskel for kvasaren DQSO0957 og på at opnå tilsvarende bestemmelser for andre kandidater.
Kvasarernes enorme energiudsendelse sættes normalt i forbindelse med et tungt sort hul i galaksernes centre. Energien stammer fra stof, der indfanges og i første omgang danner en varm roterende skive om det sorte hul. For at holde denne centrale maskine igang, skal årligt indfanges så meget stof (ca 0.1 solmasse), at det er svært at forklare fænomenet. Specielt er indfangning af stjerner samt stjernernes vekselvirkning med et sort hul studeret i detalje. Tidevandsvekselvirkning sætter stjernen i svingninger. Når stjernen i sin langstrakte bane igen kommer ind omkring det sorte hul, vil svingningernes amplitude kunne forøges og stjernen splittes ad. Stoffet ender så i den varme roterende skive. Endvidere er varme roterende skiver studeret i almindelighed. Et nyt generelt udtryk for kølingen er afledt og den maksimale indfangningsrate er bestemt som funktion af skivens viskositet.
I 1993 påbegyndtes en eftersøgning med Brorfelde observatoriets Schmidt teleskop af supernovaer i et præcist defineret volumen af Universet ud til Virgo galaksehobens afstand. Projektet er beskrevet i sidste årsberetning. Både teleskopet og det danske vejr egner sig til projektet, fordi der er tale om store variationer i lysstyrke og en supernova samtidig vil kunne ses i adskillige måneder. Baseret på erfaringerne fra 1993 er samtlige galakser i det nævnte volumen, og som kan observeres fra Brorfelde, medtaget. Der er gjort næsten 600 CCD optagelser af 334 galakser.
Detaljerede studier af dobbeltstjerner i vore to nærmeste nabogalakser, De Magellanske Skyer, er idag mulige og kan bidrage med nye oplysninger om tunge stjerners udvikling. Desuden opnås gode bestemmelser af nabogalaksernes afstande, fremdeles et debatpunkt i etableringen af den kosmologiske afstandsskala. Der stiles mod nøjagtige data (masser, radier, temperaturer, afstande) for ca. 10 dobbeltstjerner. Resultater for 2 af disse foreligger, yderligere 3 er i analysefasen, og i 1994 er der foretaget CCD observationer med 1.5m teleskopet på La Silla obsrvatoriet for endnu en håndfuld kandidater. Der er desuden optaget ultraviolette spektre med IUE satelliten af stort set alle kandidaterne.
Endelig skal fænomenet kosmiske gamma-glimt omtales her, idet det formodentlig har sin oprindelse i meget fjerne ekstragalaktiske objekter. Satellitobservationer viser, at der fra rummet kommer udbrud af gamma stråling, der normalt varer nogle sekunder og op til nogle minutter, ja i enkelte tilf[ae}lde op til nogle timer. Der kommer omtrent et glimt hvert døgn og fordelingen på himlen er helt tilfældig. Årsagen til kosmiske gamma-glimt er stadig ukendt og betragtes idag som et af de store mysterier i den moderne astrofysik. Der er endnu ikke sket en optisk identifikation af en gamma-glimt kilde. Data fra satellitten Compton Observatoriet er blevet benyttet til påvisning af to kilder med sammenfaldende positioner på himlen. Supplerende optiske observationer er blevet udført med Brorfelde Schmidt teleskopet. Hvis den antydede repetition kan bekræftes, vil opdagelsen få betydning for forståelsen af den fysiske årsag bag fænomenet
Følgende personer arbejder med kosmologi og ekstragalaktisk astronomi: I. Artemova, J.V. Clausen, P. Diener , L. Hansen, B. Helt, H.E. Jørgensen, R. Florentin Nielsen, N. Kotok, I. Novikov, H.J. Fogh Olsen, H. Pedersen, P. Kjærgård Rasmussen , J. Teuber, M. Vestergård og R. Østensen.
Mælkevejssystemet er vor prototype på en spiralgalakse. Som andre galakser har den udviklet sig fra en oprindelig sky af ren brint- og heliumgas til det komplicerede system af stjerner, gas og støv, vi ser i dag. Undervejs er alle de kendte grundstoffer opbygget ved kernereaktioner i stjernernes indre, spredt ud i galaksen og delvis genbrugt i nye stjernegenerationer. Samtidig er stoffets fordeling ændret til en tynd skive med en central "bule", omgivet af en fortyndet halo. Kun i vor egen galakse kan de fysiske processer i denne udvikling identificeres præcist gennem deres aftryk i den detaljerede kemiske sammensætning og bevægelse af stjerner, der dannedes undervejs, og i fordelingen af stjerner, gas og støv. Disse spørgsmål er genstand for en række stort anlagte, koordinerede undersøgelser.
Et centralt mål er at opbygge et fuldstændigt kendskab til aldre, kemisk sammenstning og rumhastigheder for et komplet, veldefineret udvalg på ca. 15.000 F, G og K dværgstjerner over hele himlen og indenfor en afstand af ca. 150 lysår. De nødvendige observationer er i hus, og i 1994 er opbygning af selve databasen og indføring af egenbevægelser (vinkelret på synslinien) påbegyndt. Radialhastigheder (i synsliniens retning) er komplet for en stor del af stjernerne; resten optages under et ESO-program for ca. 25.000 stjerner, der også observeres af HIPPARCOS-satellitten (ESA). En detaljeret kemisk analyse af ca. 200 af stjernerne (publ. 1993) anviste en række helt nye, interessante angrebsvinkler til problemerne; disse er fulgt op i 1994 med spektroskopiske studier af strategisk udvalgte stjernegrupper. Et andet led heri er et nyt samarbejdsprojekt til identifikation og studium af stjerner med ekstremt lave metalindhold, fra galaksens allertidligste og endnu uudforskede barndom.
Alder og metalindhold for F-stjerner til større afstande (ca. 5000 lysår) studeres ved fotometri. Separationen mellem de forskellige stjernepopulationer kan nu følges i stjerner fra 150 til 5000 lysår, med aldre fra 2 10^9 år til 15 10^9 år og med metalindhold fra 0.001 til 3 gange Solens. Den kemiske sammensætning af disse stjerner synes at ændre sig radikalt allerede ca. 2500 lysår fra Solen. Der er også indledt et program til eftersøgning af meget unge stjerner i haloen. Størstedelen af Mælkevejens masse er usynlig og består muligvis af kompakte objekter (MACHOer) med en masse, der kan forårsage en målelig relativistisk afbøjning af lyset fra en stjerne, der er længere væk og som ses i næsten samme retning. Betingelser for fotometrisk og samtidig astrometrisk måling af MACHOer er diskuteret teoretisk. I Mælkevejens centrum ligger en lille, kraftig radiokilde, der muligvis skyldes et sort hul en million gange tungere end Solen. Mens denne kilde er tydelig ved radioobservationer, er det vanskelligt at identificere den ved infrarøde bølgelængder. En identifikation er af stor betydning, for at forstå hvad der foregår i centret. Det er derfor ønskelligt at bestemme såvel radiokildens position som positionerne for et antal infrarøde kilder med en nøjagtighed bedre end 0.1 buesekund. Vi har kombineret observationer udført med meridiankredsen på La Palma med CCD optagelser i det nært infrarøde udført med 1.5 m teleskopet på La Silla. Herved har det været muligt at etablere et referencenet af svage stjerner i området omkring centret med en absolut nøjagtighed på 0.06 buesekunder. Til en sikker identifikation mangler nu tilstrækkeligt gode radioobservationer. Endelig studeres nære interstellare skyer ved kombination af ultraviolette data fra 'Extreme Utraviolet Explorer' satellitten og Strömgren fotometri fra Chile. De seneste målinger viser, at det interstellare stof i solens omegn ikke er i trykligevægt og heller ikke kan opfattes som en homogen struktur, hvilket er af betydning for forståelsen af stofomsætningen i galaksen.
Følgende personer arbejder med Mælkevejssystemets struktur og udvikling: J. Andersen, C. Fabricius, E. Høg, H.E. Jørgensen, J. Knude, B. Nordström, E.H. Olsen og I. Novikov.
Teorien for stjerners struktur og udvikling er central i den moderne astrofysik: Ikke blot udgør stjerner langt hovedparten af den lysende masse i universet, men næsten al opbygning af grundstoffer tungere end helium foregår i stjernernes indre, og teorien herfor er grundlag for stort set alle bestemmelser af aldre og desuden for en del afstandsbestemmelser i universet. Det er derfor vigtigt til stadighed at efterprøve, om de p.t. bedste udviklingsmodeller stemmer med de nøjagtigste observationer af rigtige stjerner. To typer testobjekter er særlig velegnede: Dobbeltstjerner, hvis masser kan måles nøjagtigt, og stjernehobe, hvis talrige medlemmer er stjerner med samme alder, men forskellige masser.
I fortsættelse af omfattende tidligere undersøgelser er der analyseret en række unge dobbeltstjerner med masser på 2-5 gange Solens (AR Aurigae, beta Aurigae, LZ Centauri, AG Persei, AO Velorum). Et vigtigt resultat er, at disse stjerner, der er langt yngre end Solen, alle synes at have samme metalindhold som denne eller endog lavere. Dette er dels af betydning for beregningen af udviklingsmodeller og sammenligningen med observationerne, dels støtter det en voksende erkendelse af, at modeller for galaksens kemiske udvikling ikke kan baseres på den tidligere antagelse om et monotont voksende indhold af tunge grundstoffer med tiden.
Visse stjernetyper er sjældne i velkendte dobbeltstjerner, f.eks. stjerner på en solmasse og under, og meget unge, nydannede stjerner. En større fotometrisk eftersøgning af dobbeltstjerner som Solen eller koldere blev igangsat i 1994 og har ført til opdagelse af et par nye systemer, ligesom nærmere studier af et par meget unge dobbeltstjerner førte til helt nye resultater om fordeling og dynamik af den resterende gas i sådanne systemer. Der er endvidere udviklet nye og mere nøjagtige analysemetoder til spektroskopi af sådanne kolde dobbeltstjerner mhp. bedre nøjagtighed i de resulterende stjernemasser og -radier, men også temperatur, kemisk sammensætning mm.
Stjernehobe er vigtige til en mere detaljeret, omend mindre fundamental kontrol af stjernemodeller. En kontrovers i litteraturen om fortolkning af data for to åbne hobe er ved systematiske hastighedsmålinger forklaret ved "forurening" med felt- og dobbelststjerner, hvorefter nogle af de konkurrerende modeller kan afvises.
Studier af pulsationsvariable stjerner er fortsat dels ved anvendelse af asteroseismologi og dels ved analyser af lyskurver. Ca. 30 individuelle stjerner med observationsdata taget fra litteraturen er undersøgt med henblik på periodebestemmelser og identifikation af svingningerne. Den mest interessante er en klar variabel i den kugleformede stjernehob omega Centauri. Den har en periode på 1.637 døgn og tilhører en lille gruppe af stjerner, hvis fysiske egenskaber er uafklaret. For at få moderne og mere nøjagtige data til rådighed er omfattende CCD-observationer forberedt til foråret 1995. Disse data vil både give meget præcise lyskurver og svingningsperioder, der kan anvendes til asteroseismologi
Følgende personer arbejder med stjernernes struktur og udvikling J. Andersen, M. Andersen, J.V. Clausen, B.E. Helt, K.T. Johansen, P. Maxted, B. Nordström, E.H. Olsen og J. Otzen Petersen.
Følgende personer arbejder med plasmafysik og magnotohydrodynamik: A. Brandenburg , Klaus Galsgård, Bernard Jones , Å Nordlund og Paulo Padoan.
Fastlæggelse af det fundamentale koordinatsystem, bestemmelse af stjernernes små vinkelbevægelser (egenbevægelserne) på himmelkuglen og trigonometrisk afstandsbestemmelse (parallakser) til stjernerne er den direkte opgave i astrometrien. Disse data er afgørende for en lang række astrofysiske projekter. 25 astrofysiske projekter danner grundlaget for de observationer, der udføres med observatoriets automatiske Carlsberg meridiankreds, CAMC, på La Palma. Ligeledes er observatoriets medarbejdere PI (Principal Investigator) på 10 astrofysik projekter i relation til HIPPARCOS astrometri satellitten. De astrometriske resultater indgår i de tidligere omtalte astrofysiske projekter. Herudover skal følgende nævnes: Der er i 1994 påbegyndt et nyt stort projekt i samarbejde med Space Telescope Science Institute i Baltimore. 12000 svage stjerner nær ækvator er udvalgt til observation med den automatiske Carlsberg meridiankreds, CAMC'en. Ved hjælp af disse nye gode reference stjernepositioner, vil man genreducere et antal af de Schmidt plader, der ligger til grund for Hubble Space Telescope Guide Star Kataloget for derved at opnå en langt bedre nøjagtighed. Carlsberg Meridian Catalogue Vol.8 er færdiggjort, og det indeholder positioner for 18145 stjerner samt 2143 observationer af solsystem objekter. Det har igen været muligt at bestemme egenbevægelser for langt de fleste af disse stjerner (93%), og den tidligere fundne gode nøjagtighed er bibeholdt.
ESA's astrometriske mission Hipparcos-Tycho har i tre år indtil afslutningen i august 1993 målt positioner, positionsændringer og afstande for en million stjerner fordelt over hele himmel med meget større nøjagtighed, end det er muligt fra Jordens overflade. Resultaterne vil blive af fundamental betydning for vort kendskab til mælkevejssystemets struktur og dynamik og for forståelsen af stjernernes opbygning og udvikling. Den danske gruppe er et led i en international kæde, som udfører den meget omfattende databehandling. Analysen af observationerne har vist, at alle forventninger til satellitten bliver opfyldt. En ny mission til interferometri/astrometri er godkendt som hjørnestensmission i ESAs planlægning efter år 2000. Det drejer sig om en astrometrisk og fotometrisk satellit, som anvender CCDer og interferometrisk teknik, og som derfor vil være en million gange så effektiv som Hipparcos satelitten. 50 millioner stjerner kan måles med 100 gange mindre astrometriske fejl. Desuden observeres stjernernes lysstyrke i mindst fem farveområder fra ultraviolet til infrarødt
Følgende personer arbejder med positionsastronomi: C. Fabricius, L. Helmer, E. Høg, V.V. Makarov, H. Pedersen og C.S. Petersen .
Observerende astrofysik er afhængig af de bedst mulige teleskoper og observationsinstrumenter . Ved ESO har danske astronomer adgang til de største, moderne og veludrustede teleskoper, men til NOT og de danske teleskoper skal der udvikles observationsinstrumenter. Blandt disse prioriteres de største og mest følsomme detektorer og den bedst mulige billedskarphed højest, og indsatsen er i 1994 koncentreret på disse områder. 1994 blev et CCD (Charge Coupled Device) kamera udviklet i Brorfelde sat i drift på NOT med en detektor på 1024x1024 elementer. Et kamera med en CCD på 2048x2048 elementer og en effektivitet nær 90% over et stort spektralområde er klar til ibrugtagning på det danske 1.5-m teleskop i Chile i januar 1995. Flere kameraer er i gang til levering i 1995. Endvidere er der indledt samarbejde med den franske EROS-gruppe (Etude et Recherche d'Objets Sombres), som leder efter mørkt stof i universet v.hj.a. den gravitationelle linseeffekt, om bygning af kameraer med ialt 16 af disse store CCD-er. Yderligere har ESO indgået kontrakt om afprøvning og optimering af nye CCD-detektorer til La Silla i laboratoriet i Brorfelde.
Den bedste billedkvalitet opnås ved at køle teleskopets hovedspejl til nattemperatur i dagens løb, samt ved hurtig korrektion af de resterende billedbevægelser. Et system til spejlkøling på 1.5-m teleskopet er udviklet og afprøvet i 1994 og installeres januar 1995. Endvidere er et specielt lille CCD- kamera udviklet, som kan foretage en billedanalyse med op til 0.006 sekunds tidsopløsning. Prøver ved det NOT viser, at en meget stor forbedring af billedkvaliteten (næsten som Hubble Rumteleskopet) kan opnås ved korrektion af billedets position ca. 50 gange i sekundet. Et sådant HiRAC (High Resolution Adaptive Camera) er under opbygning til indsats på NOT i 1995. Kameraet suppleres på 1.5-m teleskopet af et alsidigt vidvinkelinstrument, der har vakt interesse blandt kolleger, bl.a. ved det NOT , og der er truffet aftale om bygning af flere kopier af instrumentet.
I forbindelse med den automatiske Carlsberg meridiankreds på La Palma er der i 1994 udviklet og implementeret et nyt softwaresystem til indsamling og arkivering af de målte meteorologiske data. Systemet er baseret på en PC, der er interfaced til de meteorologiske sensorer samt til kikkertstyrings computeren. Der tages målinger hvert 20. sekund, og midles over 15 målinger, ligesom maximuns- og minimumsværdier for vindhastighed og vindretning bestemmes.
Følgende personer arbejder med instrumentudvikling: J. Andersen, M.I. Andersen , L. Helmer, H. Jønch-Sørensen, J. Klougart, R. Florentin Nielsen, P. Nøerregård samt medarbejdere ved observatoriets værksteder.
Der er foretaget beregninger til udgivelse af dansk, færøsk og grønlandsk almanak. Endvidere er udført en række særlige beregningsopgaver for offentlige myndigheder m.v. Dette er udført af O.H. Einicke.
Einicke, O.H.: Almanak, Skriv- og Rejsekalender for det år efter Kristi fødsel 1995. - Færøsk Almanak 1995. - Grønlandsk Almanak 1995. - Sunrise/Sunset Tables for selected Stations in Greenland and on the Faroe Islands 1995. Luftfartsdirektoratet, Luftfartsinformationstjenesten.
Brandt, Søren K.: Observations of Galactic Binary x-Ray Sources and Gamma Ray Bursts with WATCH.
Jønch-Sørensen, Helge: CCD uvby,beta photometry of faint F-stars. Spatial and temporal variations of the metallicity in the disk of the Galaxy.
Tirado, Alberto J. C.: The WATCH experiment: 1000 days observing the X-ray universe. A study of the X-ray sky from dec. 1989 to sept. 1992.
P. Diener : The affine model approximation of the tidal interaction of stars with a super massive black hole.
Troelsgård Jensen, N.: Ages of Globulars: The case of NGC 6717.
Sidste opdatering 14. marts 1995.